I 2019 blev vi kontaktet af Journalist Karin Heurlin, som arbejder på Familie Journalen. Bladet ville gerne følge op på en trend blandt campister, nemlig det og holde jul i campingvogn. Vi sagde ja til at deltage, da vi flere gange har holdt jul i campingvognen, og syntes gerne vi vil dele denne - helt igennem - pragtfulde måde og holde jul på.
Som så meget andet journalistik, så fik artiklen måske en lidt anden vinkel, men her er hvad der blev ud af besøget af journalist Karin Heurlin og fotograf Kasper Wenstrup, en kold og blæsende december dag i 2019.
Karin og Lars holder jul i campingvognen
Her er der julefred
Tekst Karin Heurlin foto Kasper Wenstrup
Gyngerne på legepladsen er for længst pillet ned og venter nu foråret, fælleskøkkenet står tomt, og på de menneskeforladte stier river en kold december-blæst fra Kattegat. Det er så meget uden for sæsonen, som man kan komme på en midtjysk campingplads lidt udenfor Odder. Men i vinduet i en enkelt campingvogn skinner to julestjerner. Og hele vejen rundt om forteltet hænger en guirlande af gran.
Indenfor i varmen sidder 56-årige Karin og 52-årige Lars Vinge ved campingbordet med skåle med julegodter og levende lys i dekorationerne. De har and klar til grillen, køleskabet fyldt med rødkål og kartofler, og det lille plastikjuletræ i forteltet er tændt. For dem holdes den mest fredfyldte juleaften nemlig i deres elskede Kabe Royal campingvogn, selvom de ellers har rigeligt plads til den helt store julefest hjemme i deres 134 kvadratmeter i Brædstrup
Men parret trives bedst i deres campingvogn, og det er også derfor, at Karin pakker bilen hver eneste fredag uanset årstiden for at hente Lars fra arbejde præcis klokken 15.30. Når de kører mod campingpladsen, så falder roen over dem, og weekenden kan tage sin begyndelse.
”Hvis det stod til mig, solgte vi huset og boede i campingvognen hele tiden,” smiler Karin, som ikke bare mentalt får det bedre, når hun lever livet som campist. Også fysisk gør det underværker for hendes krop, som er hårdt plaget af en diskusprolaps, der har sat sig på nerveroden. I campingvognen er alting kompakt og enkelt. Der skal ikke støvsuges brede gulve, og alting er indenfor rækkevidde, hvilket er en kæmpe hjælp, når man som Karin har konstante smerter.
Også Lars kan puste ud, når de lyner op til forteltet. Hvor han i hverdagen har et udadvendt sælgerjob med utallige telefonsamtaler og møder, så nyder han stilheden.
”Vi slapper af på en helt anden måde, end vi gør hjemme, hvor der jo altid er noget, der skal gøres,” smiler Lars. Parret smiler i dette hele taget meget, og det er ikke bare fordi det er jul.
De føler nemlig begge en taknemmelighed over selv de små ting i livet, hvilket man ikke finder hos ret mange mennesker, uanset om de befinder sig i en campingvogn eller i en strandvejsvilla.
Både Karin og Lars har nemlig oplevet tilværelsen fra dens værste side. De har begge prøvet at sidde fast i en situation, som næsten ikke var til at holde ud. Og som ikke ret mange kunne forstå.
Men Karin og Lars forstår hinanden. De har nemlig begge været ægtefælder til en hjerneskadet. Karins første mand fik en hjerneskade efter en rideulykke. Lars’ kone blev hårdt ramt efter en dramatisk soloulykke ude på landevejen.
For Lars betød det, at han pludselig stod med tre små børn på Aalborg sygehus og skulle forklare dem, hvorfor mor lå der med så mange slanger ud af hovedet. Det betød også, at han i de følgende år forsøgte at passe børnene, sin kone og sit fuldtidsarbejde ved at holde sammen på hverdagen med meget stramme rutiner. Som for eksempel når han satte vasketøj over klokken et om natten for at tømme maskinen igen klokken fire om morgenen, inden han gjorde børnene klar. Man kan meget, når man skal. Især når man er den, der står med ansvaret 24 timer i døgnet. Det havde Lars. Selv om natten sov han med en snor om storetåen, som var trukket fra dørhåndtaget til soveværelset. Trak det i den, vidste han, at hans kone var på vej ud. Og hvor hun var på vej hen, vidste man aldrig. Selvom hun lignede sig selv udadtil, så var hun en fuldstændig anden indeni.
”Sådan kørte det i næsten i to år. Men så brød jeg sammen. Jeg kunne bare ikke mere,” siger Lars, som til sidst valgte at lade sig skille, og hans ekskone bor nu på et behandlingshjem.
Lars valgte også at dele sin historie i bogen ”Livet med en hjerneskade” sammen med ni andre pårørende i lignende situationer. Han gjorde det først og fremmest i håb om at hjælpe andre i samme situationen.
Og det kom han også til. Karin, som selv var gift med en hjerneskadet gennem 17 år, købte nemlig bogen.
”Det var en trøst at læse den, for som pårørende kan man føle sig helt alene i verden,” siger Karin, som godt bemærkede billedet af Lars i bogen.”Han lignede udskidt æblegræd,” som hun siger med et skævt smil.
Der var ikke noget at sige til, at Lars ikke ligefrem strålede på det foto. Han havde lige været igennem sit livs hårdeste periode, og det samme havde Karin. De to delte derfor mange af de samme oplevelser, da de efterfølgende begyndte at skrive sammen på et forum, der var oprettet i forbindelse med bogen.
Faktisk svingede de utrolig godt, når de skrev frem og tilbage. Så godt, at der opstod noget uventet mellem alle ordene.
”Vi blev faktisk forelskede i hinanden uden at have mødt hinanden i virkelighed,” siger Karin. Og følelserne blev ikke mindre, da de første gang stod ansigt til ansigt for 15 år siden.
”Det betyder rigtig meget, at vi deler samme historie. Vi forstår virkelig hinanden, og vi tænker også meget ens og taler begge lige ud af posen,” siger Lars.
De to er ikke bare gode til at dele fortiden. De er også ekstremt gode til at dele nutiden. De vil nemlig de samme ting og er begge lykkeligst i en campingvogn.
I Campingvognen er der alle de almindelige ting, som fx køleskab, ovn osv.
Anden laves naturligvis på grillen, uanset vejret.
De er også enige om, hvor den campingvogn skal stå. Også selvom det kan give omgivelserne røde ører. Campingvognen er nemlig fast og sikkert placeret NFJ Naturist Camping.
Her har de holdt til, siden de lidt forsigtigt ankom med et telt en sommerdag i 2010. De havde inden læst en artikel om naturisme, som havde vakt deres nysgerrighed, men det krævede nu lige lidt mod fra Karin første gang, hun skulle smide alt klunset.
”Jeg må indrømme, at jeg lige skulle overvinde mig selv, da jeg første gang gik op til toiletterne. Men to dage efter føltes det faktisk mere unormalt at have tøj på,” siger Karin, som ligesom Lars nyder naturistlivet.
”Der er ikke noget, der strammer. Og når man har været ude og bade, er det så dejligt, at man ikke skal rode med alt det våde badetøj,” siger de. Lige nu, sidst i december, er der nu ikke meget naturister over parret.
Selv om vejret er gråt, trist og koldt, så er udsigten fra pladsen ikke så ringe.
”Vi naturister fryser jo også,” siger de nærmest i kor.
De kan sige meget i kor. De er enige om, at de ikke har brug for ret meget. Hverken plads eller tøj. Og de er enige om, at det er helt okay, at der ikke er julegaver i år, for bilen har lige været til reparation, og det kostede 15.000 kroner. Så det må være julegaven for i år. Men de har faktisk heller ikke ret meget at skrive på deres ønskelister.
”Vi har været igennem noget i fortiden, der har været så hårdt, og det har givet os et andet livssyn. Vi har lært at tænke anderledes og sætte pris på små ting. For vi ved, hvor hurtigt livet kan forandre sig,” slutter Lars.