Dette er en selvoplevet beretning, og selv om du skulle få tanken ”det kan simpelthen ikke passe”, så er det desværre den barske realitet i dagens Danmark. På grund af sagens karakter er navne på de involverede på Jobcenter Horsens, nævnt med deres rigtige navne.
Vores mareridt begynder d. 9 marts 2011, hvor Karin bliver sygemeldt med kraftige smerter i ryggen, egen læge kan ikke lige umiddelbart finde årsagen, og Karin får nogle smertestillende piller. Men d. 29. marts går det for alvor i ”udbrud” Karin klager over voldsomme rygsmerter, der sidder i lænden, og gør at hun ikke kan finde hvile ved hverken sidde, ligge eller stå. På et tidspunkt over aften, bliver det så voldsomt at Karin ligger på sofaen og faktisk næsten skriger af smerte, jeg kontakter lægevagten, hun skal bare tage nogle flere smertestillende og henvende sig til egen læge dagen efter.
Næste dag er vi ved egen læge, han undersøger og undersøger, kan ikke finde noget, Karin får en henvisning til Brædstrup Fysioterapi, bare køreturen på ca. 2 km er et mareridt, bare den mindste ujævnhed, giver vanvittige smerter. Karin nærmest kravler ind på klinikken, Fysioterapeuten er Nicolai, som er uddannet på Rygcenteret i Ringe, og har stor erfaring med ryggen, han finder ret hurtigt ud af, at hvis Karin ligger på maven med en pude under maven, lige omkring navlen, bliver ryggen aflastet og kan lindre smerterne.
De næste 8 uger går, hvor Karin må ligge på sofaen eller i sengen, på maven med en pude under maven, måltiderne foregår på maven, med maden sat på en skammel, så den er i ca. samme højde som hovedet, ikke ligefrem en behagelig stilling og spise i. De 8 uger går, liggende på denne måde ca. 22 – 23 timer i døgnet.
Eneste tidspunkt hvor Karin ikke ligger der, er når hun er på toilet eller hos fysioterapeuten, som faktisk fra starten af har sagt at det er en diskusprolaps. Egen læge har også været inde på dette, men vil ikke indstille til scanning, det er ikke nødvendigt mener han!
På et tidspunkt er Karin hos læge pga. de voldsomme smerter som ikke vil forsvinde, egen læge har fri, og vi kommer ind til en af hans kollegaer, han kigger lidt på Karin, stiller et par spørgsmål, og beder hende stille sig med ryggen til ham, og han kigger lidt op og ned, tager sin pegefinger, og rør knapt på et sted over lænden, og siger ”du har ondt lige her ikke?” – svar er unødvendig, Karin hænger nærmest oppe under loftet, der er ikke nogen tvivl siger han, det er en diskusprolaps, men vil ikke gøre yderligt, da egen læge er tilbage et par dage efter.
Efter de 8 uger er tilstanden uforandret, Jobcenter Horsens har haft sendt brev ud, Karin skal stille til møde hos dem, Karin ringer til dem og forklare dem sagen, og at hun ikke kan klare en køretur på 25km og slet ikke gå, den første sagsbehandler på Jobcenter Horsens går med til at Karin kan tage de første par samtaler over telefonen.
Efter ca. 10 uger, skal Karin dog give fremmøde, hun har fået ny sagsbehandler – Rosa Laursen, vi kører til Horsens, hvilket er et mareridt for Karin, hver en ujævnhed i vejen, dunker og giver smertefulde stød op i ryggen. Jeg får Karin mere eller mindre båret op på 1. sal, hvor hun må sidde og vente, på en stol der burde have været smidt i containeren for lang tid siden.
Vi kommer ind til Rosa Laursen, en ældre dame, med en attitude der klart siger ”her er det mig der bestemmer”, noget af det første vi bliver præsenteret for, er en udtalelse, om at hun skal til at lukke for sygedagpengene på en borger som skal opereres i overmorgen, det er jo bare ærgerligt. Rosa sidder og fortæller dette, alt imens Karin nærmest hopper rundt på stolen af smerte, Rosa sidder fuldstændig uberørt af situationen, med hænderne under hagen.
Mødet går mest af alt ud på, at hun bare skal have at vide hvad medicin Karin får, hvad hun selv mener og den slags, hun forsøger gentagende gange og få Karin til at sige hvornår hun er rask. Hvilket hverken Karin eller jeg kan sige noget som helst om. Rosa gentager gang på gang at sygedagpenge er 52 uger, og at hun ikke kan se nogen grund til at forlænge dem.
Mødet slutter med at Rosa siger at Karin skal give fremmøde 3 uger efter, på trods af hun kan se tilstanden, og ikke mindst har hun allerede på nuværende tidspunkt fået en lægeerklæring, der siger at der går mindst 6 – 9 måneder inden Karin er rask, men der er ingen kære mor.
Et par dage efter modtager vi et brev, som indeholder et referat fra mødet, vi finder fejl på fejl, og pointere disse i en mail. Vi hører intet tilbage, på næste møde 3 uger efter bringer vi det op, der er fejl omkring medicinering, tidspunkter og flere andre ting. Vi får at vide at det bare er ærgerligt, for der kan ikke rettes i ressourceprofilen. Vi må slå os til tåls med dette, da vi har nok af andre ting og tænke på.
Efter lang tids prøven frem og tilbage hos fysioterapeuten, indstiller lægen Karin til en scanning, scanningen viser som alle har sagt, en diskusprolaps i 5. lændehvirvel, og da der er gået så lang tid, er eneste udvej en operation. Operationen bliver fastsat til august måned 2011.
Rosa Laursen forlanger stadig at Karin skal slæbe sig ind på hendes kontor hver 3. uge, hver gang kan vi konstatere at hendes referater er fyldt med fejl, hun begynder også og kloge sig ud i hvad medicin Karin bør have. Hver gang vi møder op, er noget af det første vi får at vide, at nu er der så og så lang tid tilbage før sygedagpengene stopper. Jeg prøver og læse mig frem og tilbage i reglerne, og der er flere kategorier som Karin kan falde ind under, jeg forsøger flere gange på en pæn måde og spørge ind til hvorfor den og den paragraf ikke kan bruges – bliver hver gang fejet af bordet, hver gang med Rosa’s ”her er det mig der bestemmer” attitude.
Vi kontakter HK Sydøstjylland på et tidligt tidspunkt og spørger efter hjælp i denne slags sager, vi får at vide at vi blot skal vente til der kommer en afgørelse, så vil de hjælpe derfra, ok det må vi jo tro på.
Karin er nu blevet opereret og operationen er gået godt, og genoptræningen kan nu gå i gang. Genoptræningen starter med vandtræning, som skulle være godt for rygpatienter, men det står hurtigt klart, at noget ikke er som det skal være. Smerterne fortsætter, og den træning som skulle lindre, gør faktisk tingene værre.
Jobcenter Horsens får lægeerklæring, der siger at der vil gå en rum tid, da genoptræningen først skal være afsluttet, og at genoptræningsforløbet nok vil blive længere end normalt. Men Rosa bliver ved med at sige at det ikke er godt nok, hun skal have en fast dato! – vi snakker også med egen læge, han kan naturligvis ikke give en specifik dato, han har skrevet 3 – 6 måneder ekstra, men det er som sagt ikke godt nok for damen.
Fejlene i ressourceprofilen står der stadigvæk, og der bliver intet gjort, ej heller sat bemærkninger om fejlene, vi pointere dem gang på gang, men bliver afvist. Til sidst bliver det for meget, Rosa Laursen er bare for meget! – vi sender en skriftlige klage over hende, og forlanger og få en anden sagsbehandler, vi bliver nu indkaldt til møde med Rosa’s overordnede, Birgitte Salling, under mødet deltager Rosa Laursen også. Vi kommer frem med vores synspunkter, omkring vores klage, vi får ordret at vide af Birgitte Salling citat: ”Fejl i ressourceprofilen er lige meget, for den bruges udelukkende til interne formål”, vi har ikke rigtig mulighed for at tilbagevise dette, vi er ikke socialrådgivere eller noget der ligner. Vi fremfører også at Rosa har en meget uheldig måde og fremlægge og forklare tingene på, også hendes meget stejle holdning, når man tillader sig og stille spørgsmål, Rosa sidder hele tiden og siger, det passer ikke osv. Birgitte Salling sidder blot og holder med hende, og forklare at Rosa har været der i mange år og der har aldrig været klager før (hvilket vi dog sidenhen har fundet ud af, også er en lodret løgn).
Vi får intet ud af vores klage, og i slutningen af februar 2012, kommer brevet, Karins sygedagpenge stopper med udgangen af marts måned. Vi har mulighed for at klage over afgørelsen, hvilket vi naturligvis gør, samtidig kontakter vi HK Sydøstjylland, og får nu at vide at de har valgt og stoppe hjælpen til sygedagpenge stop!
Jeg bliver så rasende og ked af det, HK har holdt os fuldstændig for nar, jeg ringer til dem, men de er fuldstændig ligeglade med os, det er en beslutning der er taget, jeg finder deres facebook side, og giver her udtryk for min harme over deres måde og håndtere sagen på, og ikke mindst deres måde og svare på.
Efter ca. en halv time, ringer en sagsbehandler fra HK og forsøger og glatte ud, hun tilbyder at de vil hjælpe telefonisk med begrænset rådgivning, og hvad kan vi lige bruge det til – intet…
Begrundelsen for at stoppe sygedagpengene er ”Jf. oplysningerne i din ressourceprofil kan dine sygedagpenge ikke forlænges” OK – var ressourceprofilen ikke kun til intern brug?
Sygedagpengene stopper – en positiv ting er at Karin får fred for det vanvittige kvindemenneske Rosa Laursen og Jobcenter Horsens!
Det går efterhånden op for alle at Karins operation måske nok er gået godt, men hun er voldsomt handicappet. Det viser sig at iskiasnerven der går fra rygsøjlen og helt ned i foden, har fået nogle voldsomme skader i roden af den (hvor den sidder fast på rygsøjlen), skaden er formodentlig opstået ved at nerven har været i klemme i mange år.
Efter 8 måneder hvor vi har måtte klare os, så godt som man nu kan, på én indtægt, kommer afslaget fra Statsforvaltningen, de bakker op om Jobcenter Horsens beslutning, hvilket vi næsten var klar over, det er yderst få der får omstødt et sygedagpenge stop, det vil i den grad være et nederlag for kommunerne.
Karin er langt fra rask, og har store smerter, og kan ikke klare ret meget, vi forsøger gentagende gange og få Horsens Kommune i tale, herunder Jobcenter Horsens, intet hjælper, det er dejligt nemt for dem, de har sluppet en udgift, og er dermed totalt ligeglade med resten. Samtidig så kan de fortælle at når man er uden indtægt har man ingen sagsbehandler – er det så lige man føler ”Klar dig selv”.
Efter rigtig lang tid uden indkomst, lykkes det, vi kommer i kontakt med en sagsbehandler, vi får en snak med hende, og der er væsentlig mere omløb i hovedet på hende, hun kan jo tydeligt se at Karin ikke har det godt, som en følge af de langvarige smerter har Karin fået en depression, som ikke gør det nemmere.
Aftalen bliver at Karin skal i jobafklaring, sagsbehandleren ligger ikke skjul på, at hun mener Karin burde have en pension, men hun ved også at så kan der gå adskillige år inden Karin kan få en indtægt.
Karin kommer i afklaring, og må kæmpe med smerterne, men der er ingen kære mor, hun må hver dag kører de 28 km til Horsens, ca. 3 kvarters arbejde, så skal der liggende hvile til i ca. ½ time, lidt arbejde igen, og så ellers hvile, efter 3 timer kan hun køre hjem igen, hun må ofte holde ind på rastepladser osv. For at hvile så hun kan køre det sidste stykke vej hjem, men der er ingen kære mor.
I 3 måneder står det på, der er INTET liv for os, Karin er fuldstændig smadret og sover meget. Men hun er stædig og sej, og står distancen, og efter de 3 måneder har de ikke en finger og sætte på noget, Karin har gjort alt hvad de har bedt om, og mere til.
I maj 2013 bliver Karin tilkendt flexjob, efter at have gået uden indkomst i 14 måneder, med 5 timer om ugen, hvoraf en dag er hviledag, begrænsningerne er voldsomme, det er næsten en hel telefonbog. Mulighed for liggende hvile, skal kunne få ben op, mulighed for skiftende stillinger, arbejdsområde er en halv arms længde ud fra kroppen, og med en belastning på ca. 100 gram i strakt arm osv. Osv.
Men Mette Frederiksens syge reformer, siger at hvis man kan arbejde blot en time om ugen, så skal man arbejde, uanset omkostningerne. Ingen tager her hensyn til de menneskelige omkostninger i form af smerter m.v og slet ikke de omkostninger der er i samfunds øjemed, administration osv.
Respekten for Jobcenter Horsens, Birgitte Salling, Rosa Laursen og vort syge system er langt under nulpunktet.
Vores respekt er ikke blevet højnet efterfølgende. Karin bliver nemlig kaldt til møde på Jobcenteret, hun er jo nu ledig. Sagsbehandleren lægger ud, med at sige at vi skal sigte efter en 37 timers uge, samtidig er hun gentagende gange nødt til at kigge på skærmen, for at se hvem det er hun taler med, det er tydeligt at hun overhovedet ikke har læst sagen. Karin skal deltage i et af deres meningsløse kurser, problemet er bare, at det foregår over så mange timer, at Karin umuligt vil kunne deltage i det! – en kvik jobkonsulent spotter heldigvis Karin og får hende fritaget.
Karin har nu fundet job, det er blevet hende tilbudt, og det er et drømmejob for hende, det er en hjemmearbejdsplads, og hun kan arbejde på de tidspunkter der passer hende.
Jobcentret skal med ind over, da det er et flexjob, Karin ringer ind og fortæller dem hvordan og hvorledes, da de hører det er hjemmearbejdsplads, er meldingen klar – det kan ikke lade sig gøre!
Jobkonsulenten ringer dog tilbage senere på dagen, og må dementere egne udtalelser, jo det kan lade sig gøre. Jobkonsulenten og arbejdsgiver skal have nogle ting på plads, og ringer sammen, jobcenteret får det hele serveret på et sølvfad, men har intet empati for at hvad lidt ”kundeservice” er for en størrelse, arbejdsgiver får en hjemmeside adresse ”så kan du lige gå her ind og læse hvad du skal gøre”.
Nu er vi dog heldigvis nået dertil at Karin har fået ansættelse, og vi kan sige farvel til Jobcenter Horsens!
Vi håber ikke for nogen at de må opleve dette mareridt, men det er desværre dagligdag, og mange må gå uden indkomst i årevis, og bare være overladt til sig selv.
Det offentlige system er åbenbart fuldstændige ligeglade, og komplet blinde for at de gør syge mennesker endnu dårligere.
Vi har en eneste person på Jobcenter Horsens som vi er så evig taknemlige, nemlig Anni Søndergaard Larsen, resten af dem vi har haft kontakt med har været direkte løgnagtige, falske og komplet uden for pædagogisk rækkevide når det drejer sig om at takle syge mennesker!
Fagforbundet HK har vi ligeledes heller ikke noget til overs for, det er nok den mest beskidte måde vi er blevet behandlet på, og den måde som man har holdt det hen med.
5 Gode råd fra os til dig:
- Skriv alt ned
- Optag alle samtaler - du skal ikke lytte til at de forsøger og snakke dig fra det, og det er fuldt lovligt!
- Hav altid en bisidder med
- Sørg for at få kopier af alt - søg aktindsigt
- Hvis du opdager fejl, så forlang det rettet, eller som det mindste, så skal der lægges bemærkninger ind om det, husk og kontrollere at det er gjort