Notice: Undefined index: componentType in /customers/e/2/e/sundorf.dk/httpd.www/templates/sundorf_june_16_2/component.php on line 12 Vinterklargøring af campingvognen - Karin og Lars Steinfeldt Sundorf Vinge

Vinterklargøring af campingvognen

Vinteren nærmere sig så småt, og en del campingvogne bliver sat til overvintring, men hvad skal/bør man gøre, for at sikre sig at campingvognen går igennem vinteren uden at få skader.

Vi har her lavet en lille guide ud fra hvordan vi gør med vores lille kørevogn som står ubrugt, hele vinteren.

RumleISne

Udvendigt på vognen.
Vinteren kan være hård ved materiellet, men mange småskader kan undgås ved at forebygge. Udvendig på vognen er det vigtigt og få kigget efter utætheder, her tænkes der på synlige steder hvor tætningsmassen fx er væk, revner i plastik eller glasfiber, generelt bør alle samlinger og gennemføringer have et kritisk blik.

SamlingerSamlinger og øvrige steder hvor der brugt fugemasse, bør underkastes et nærmere eftersyn, hvis der mangler kan det betyde at der kommer fugt ind i vognen.

Vi starter altid med at få vognen vasket godt og grundigt, på den måde kommer man rundt over det hele, og når den er vasket, opdager man nemmere eventuelle skader. Efter vask er det en god ide og give vognen noget skyllevoks, det giver en overflade der gør det nemmere og vaske den ren til foråret.
Gummilister ved døren, vinduer, tagluger, antenne, udluftninger, kabelgennemføreringer, serviceluger og gaskasse, bør have en god gang silikone, så forbliver de smidige og bløde, hvilket gør at de ikke går i stykker. Låse på både dør, luger og gaskasse smøres med låseolie.

GummilisterGiv gummilisterne et kritisk tjek, og giv dem gerne en omgang silikone, så forbliver de smidige og holder længere.

Vognen kommer til at stå på det samme sted, hele vinteren, så det er en god ide og sørge for at dækkene er pumpet til korrekt lufttryk, ellers kan de nemt få en ”kant”.

DaekHusk og tjekke dækkene, det anbefalede tryk står ofte på skærmkanten eller i manualen.

En overset ting, er afløbet, ofte er der under bunden et rørsystem, som samler afløbene fra køkken og badeværelse, til et. Hvis disse rør hænger lidt, kan der stå vand deri, og ved frost sprænges disse.
På trækstangen, er en træktøjspose en god ting, den beskytter slingerkobling og stik mod direkte regn og fugt.

I gaskassen bør man tage et kritisk blik, det er et godt tidspunkt til at få lavet en oprydning. Hvis man har plastikkasser og den slags, så husk at de kan give rigtig meget kondensvand.
Regulator bør tages af gasflasken, og ligges således at den ikke hænger i slangen.

GaskasseRegulatorPas på regulatoren ikke kommer til at hænge i slangen.

En ofte overset ting på campingvognen er tætningslisterne der sidder i alulisterne, de har en funktion og er ikke kun til pynt. Listerne fungere som tætning for de skruer som sidder inde under. Alulisterne kan have mange forskellige funktioner, det kan være samlingen mellem to plader, skinner til skørt og meget andet. Fælles er dog at hvis de er udstyret med en sådan gummiliste, bør denne også tjekkes, hvis den er revnet eller mangler helt, kan de være skyld i at der kommer vand/fugt ind ved skruerne, og dermed skader selve vognen.

En lille tilføjelse i forbindelse med disse tætningslister. Ofte så hænger der et løs stykke, der rager et par cm længer ud end skinnen – Klip IKKE denne snip af, den gør at vandet der løber på listen, bliver ledt udenfor skinnen, så vandet ikke kommer til at stå og soppe i en samling, eller ved en skrue.

SnipDenne snip er ikke til pynt eller noget som fabrikanten har glemt og skære af.

Mange trækker håndbremsen når de parkere vognen, det er ganske enkelt forbudt her i huset, en håndbremse er beregnet til at holde vognen ganske kort, ikke en hel vinter. Det kan i værste fald betyde at bremsen/hjulet hænger når man skal til at kører til foråret, det kan skyldes en kombination af rust som opstår af kondensvand. Hvis man er nervøs for at vognen skal rulle, så læg en klods foran/bagved hjulene.

Indvendig i vognen.
Langt det meste af udstyret i vognen, kan uden problemer overvintre i vognen, men også her kan man selv gøre lidt for at forebygge skader.
Sådan lidt overordnet kan man sige, at ting der kan suge vand/fugt, tiltrækker fugt, så derfor tager vi altid ting som køkkenrulle, toiletpapir, A4 blokken og den slags ting ud af vognen. Alt øvrigt lader vi faktisk stå i vognen.
For at forebygge at der kommer mug/jordslået pletter på låger, håndtag og andre flader som man rører ved, bliver disse tørret over med varmt vand iblandet desinfektionsvæske fra Matas. Mug/jordslået pletter kan nemt komme når vognen har stået ubrugt et stykke tid, og kan komme bare man har rørt med hænderne, også selv om de er rene, det fedtstof man naturligt har på hænderne er nok.

Vandsystemet i vognen skal naturligvis tømmes, har man varmtvandsbeholder (blæsevarme), skal man huske og åbne for bundventilerne, og man kan rolig lade dem stå åbne, på den måde så kan evt. småsjatter af vand, enten selv rende ud, eller have plads til at udvide sig lidt, uden og ødelægge noget. Bundventilerne sidder oftest lige ved siden af varmtvandsbeholderen.

bundventilerBundventilerne åbne og kan med fordel forblive åbne, så undgår man en sprængt varmtvandsbeholder.

Hvis man har centralvarme, sidder aftappet lige ved siden af fyret, når hanen "ligger" ned, så er den lukket, altså der er vand i varmtvandsholderen, for at tappe det af, skal håndtaget rejses op i lodret stilling, hvorefter vandet løber ud, man kan med fordel åbne for de varme haner, så går det hurtigere.

AldeVarmtVandAftapI den røde ring kan anes aftapningshanen til centralvarmens varmtvandsbeholder ses, det er den med det gule håndtag.

For at tømme vandslangerne helt, kan man med fordel tage slangen af pumpen. Mellem pumpe og haner, eller i selve pumpen, sidder der nemlig ofte en kontraventil, det betyder at selv om man puster i hanerne, så vil der stadig stå vand i slangerne.

Vandtank2Tag slangen af pumpen, så er du sikker på at få slangerne tømt når du puster dem ud. Mange pumper har en kontraventil indbygget.

Når slangerne er pustet tomme, lad da blot hanerne stå åben. Det forhindrer at vanddråber der evt. står i hanen, ikke frostsprænger hanen, da det har mulighed for at udvide sig.
Vandtanken skal naturligvis også tømmes, her kan man også med fordel, lade låget stå lidt på klem, så kommer der ikke en indelukket lugt i tanken.

Hvis man har separat skyllevandstank til toilettet, skal denne naturligvis også tømmes, det gøres på lidt forskellige måder, der er det nødvendigt og tage et kig i manualen, og se den korrekte måde. Husk også at tage toiletkassetten ud, og lade den stå på hovedet, fx ned i kloarken, så evt. vandrester i kassetten kommer ud.

SkyllevandSkyllevandstanken tømmes, husk også og få eventuelle vandrester i toilettanken ud.

En del shampoo, håndsæbe m.v er ikke altid velegnet til at efterlade i vognen, det kan blive noget underligt stads når det har fået frost. Dåser af metal kan også give nogle trælse pletter, de har en tendens til at ruste hvis der danner sig kondensvand under dem, og det er næsten umuligt og fjerne.

For at sikre at den friske luft der kommer ind i vognen via tvangsudluftningerne, også bliver kørt rundt, åbner vi altid alle skabe, låger m.v, hynderne rejses, så luften frit kan passerer rundt i vognen. Man bør derfor også lige tage et kig i skabene, ligger der så meget gods, at åbninger m.v er dækket, vil det forhindre luften i at komme rundt. Det kan i yderste konsekvens give jordslåede pletter. Skulle uheldet være ude og der er kommet overfladiske jordslået pletter, kan disse ofte vaskes af med desinfektions væske.

HyndeOprejset1Hynderne er rejst, så luften frit kan cirkulere.

LaegerAabne
Lågerne får lov og stå åbne, så kan luften cirkulere.

Kig også skabe og andre gemmer igennem, er der noget som ikke kan tåle og ligge ude til foråret.
Apparater på batteri bør man altid tage batterierne ud af, da disse kan ”gære” og ødelægge apperatet. Batterier ”gære” meget sjældent hvis de er taget ud og bare ligger ved siden af.
Hvis vognen skal stå i lang tid, kan det være en fordel og tage TV’et med ind, da det ikke nødvendigvis er det mest optimale miljø og opbevare et sådan i, især ikke hvis der fx er DVD afspiller i. Har du kaffemaskine i vognen, så er det en rigtig god ide og få den vendt på hovedet, der kan nemlig sagtens stå en deciliter vand i kaffemaskinens indre, og den tåler ikke meget frost, eller tag den med ind.

KaffemaskineKaffemaskinen kan godt indeholde en del vand, så en god ide og få det tømt ud.

Når man alligevel er rundt i skabe og skuffer, så kig dig omkring, er der fugtskjolder eller mislugt, så kan det være indikation af, at der er en utæthed og der er kommet fugt ind i vognen.
Hvis vognen er udstyret med batteri, skal dette naturligvis og tjekkes, hvis det ikke er et vedligeholdelsesfrit batteri, skal man have tjekket syrestanden i batteriet, og være sikker på at cellerne er dækket.
Batteriet lades op til 100%, og man kan med fordel afmontere polskoene. Når batteriet er ladet helt op, og syrestanden er god, er der ikke nogen fare for at det fryser.

StroemLukI vognen her har vi mulighed for at slukke for al strøm, hvis man ikke har den mulighed, er det en god ide og tage polskoene af batteriet når det er ladet 100% op, så er der ikke noget der kan stå og tappe det for strøm.

Er vognen udstyret med vandbåren gulvvarme/vandbåren varme, skal glykolen kigges efter, hvor gammel er den, har man efterfyldt med vand, hvor meget kan den tåle af frost osv. På de fleste værksteder, også autoværksteder, der har et refraktometer eller en vægtfyldemåler, kan man afsløre hvor meget frost glykolen kan holde til. Skal den skiftes kan du klikke her og se vores guide til dette.

Nu har vi været det meste af vognen rundt. Men tag et ekstra kig, er der fx fyldt med stole i magasinet under sengen, disse tager naturligvis ikke skade af at overvintre der, men er der fx hynder i, ligger det hele så tæt at der ikke kan komme luft rundt. Her kan det være en fordel fx og tage nogle af stolene op og sætte dem op et sted i vognen.

Sidst men ikke mindst, tjek altid at tvangsudluftningerne ikke er dækket, så der kan komme en vis mængde luft ind. I disse udluftninger er der ofte monteret et finmasket net, for at holde skadedyr som fx mus ude, tjek at dette net er uskadt. Hvis nettet skal skiftes, bør det være et net af metal, og med en maskestørrelse på maks. 5x5mm, meget gerne mindre.

Hvis man syntes vognen lugter lidt hengemt efter et stykke tid, kan man sætte en lille skål med eddike ud i den, det kan ofte tage den lidt hengemte luft der kan opstå.

Når vognen henstår i vinterhalvåret, kan man en frostklar dag, uden problemer åbne vinduer og dør, og lufte ud. Man kan her varme vognen op, vente til den er godt varm, og så ellers åbne tagluge/taglugerne, den varme luft stiger opad, og vil trække den fugtige luft med ud.

På vognen vi bruger både sommer og vinter, gør vi mere eller mindre det samme, selvfølgelig fjerner vi ikke køkkenrulle og toiletpapir, hynderne får lov at ligge osv. Men den øvrige klargøring til vinteren er den samme.

Som tidligere nævnt så har en del shampoo, håndsæbe og lignede ting ikke altid lige godt af frost. Derfor har vi en kurv hvor vi har disse ting i, den tager vi med ind når vi har været i vognen. Når man bruger vognen vinteren igennem, vil den også blive varmet op og luftet ud.