Ugerløse camping og feriecenter er smukt beliggende ca. 12 km syd for Kalundborg, med en helt utrolig smuk udsigt ud over Storebælt. Med Fyns hoved og Storebæltsbroen i baggrunden.

Billede1Indkørslen til Ugerløse Camping og Feriecenter

Campingpladsen ligger som sagt lige direkte ud til Storebælt, et godt stykke væk fra større veje, hvilket giver en helt fantastisk ro på pladsen. Pladsen ligger et pænt stykke over havet, hvilket igen giver en rigtig flot udsigt, hvor man på en klar dag uden problemer kan se både Fyns hoved og Storebælts broen.

Billede2En helt utrolig smuk udsigt ud over Storebælt.

Storebælt er på dette sted meget ren, og det vrimler med fisk, så har man en lystfisker i maven, så er der rig mulighed for at få aftensmaden hevet ind. Der er ligeledes fine muligheder for at have sin egen båd liggende ved pladsen. Det er naturligvis også muligt og bade direkte i Storebælt herfra.

Billede3Nedgang til den lille mole, hvor der også er plads til at have sin båd liggende.

Pladsen er på mange måder en ”almindelig” campingplads, og så alligevel ikke. Grunden til at den ikke er så kendt af mange er at pladsen indtil for få år siden var ejet og drevet af Dansk Handicap forbund, hvor dets medlemmer kunne komme og feriere. Dette gør at pladsen selvfølgelig er indrettet med mange handicap faciliteter, men på en sådan måde at de er rigtig fint integreret. På pladsen er der eksempelvis ferielejligheder, hvor adgangsvejene er asfalteret, og der er lavet parkeringsplads til hver enkelt lejlighed, men i og med at adgangsvejen går bag om receptionen og ikke igennem selve pladsen, lægger man faktisk ikke mærke til denne lille detalje som kan være til gavn og glæde for mange mennesker med handicaps.

Billede4Adgangsvejen til ferielejlighederne giver en rigtig fin adgang for handicappede.

Selv om indgangsvejen til lejlighederne ligger i udkanten af pladsen, så er selve lejlighedens front og terrasse pænt integreret på pladsen, og ligger smukt med udsigt til Storebælt.

Billede5Fronten af lejlighederne med flot udsigt over pladsen og Storebælt.

Der er også mulighed for at leje hytter på pladsen.

Billede5aSmå hyggelige hytter.

Vejene på pladsen er som en naturlig del af konceptet asfalteret, og stierne er flisebelagte, men i og med at det hele er samlet på en plads med masser af luft og store grønne områder så er det ikke noget som skæmmer.

Billede6Store grønne områder giver en masse luft på pladsen.

En del af parcellerne på pladsen er som følge af konceptet også flisebelagte, ene og alene for at give campister med handicaps mulighed for at campere. Men samtidig er der også stadig en ganske almindelig teltplads og parceller med græs, igen er det hele i en fin sammenhæng. Pladserne som er flisebelagte har samtidig både vand og afløb, så her må man sige at der er adgang for alle.

Billede7Parceller langs med indkørslen, disse er ordinære parceller med græs.

Billede8Parceller i bagende af pladsen, her ses de flisebelagte stier mellem ”gaderne”.

På en del af pladsen er der lavet en flisebelagt sti rundt langs yderkanten af pladsen, formålet er selvfølgelig at gangbesværede kan komme rundt uden de store problemer. Samtidig har man lavet små ”lommer” ud, så man kan komme helt ud på kanten af skrænten og sidde og hygge sig.

Billede9Skønne små lommer helt ude på kanten af skrænten, med en smuk udsigt.

En anden af de faciliteter som pladsen byder på, er swimmingpool. Men denne er lidt ud over det sædvanlige – ikke kun fordi man kan komme i den, selv om man sidder i en kørestol – nej nok mere fordi der her er tænkt ud over kanten. Det er nemlig ikke klorvand som gæsterne kan boltre sig i, nej det er havvand, havvand som er pumpet direkte op fra Storebælt og kørt igennem nogle sandfiltre. Derfor er der i denne swimmingpool overhovedet ikke kemikalier i. Da poolen er lavet til at man kan komme i den med en kørestol, er der både en ende med lavt vand og en med noget dybere vand, det betyder at børn også kan være med. Er man til strand og badebro, så kan man gå lige udenfor pladsen, og et par hundrede meter ned ad vejen, her er der en fin asfalteret vej hele vejen ned til stranden og badebroen.

Billede10Saltvands swimmingpool uden kemikalier, godt for både mennesker og miljøet.

Pladsen byder også på faciliteter for børn og barnlige sjæle, her er der både hoppepude, boldbane, gynger og legetårn, hvilket jo er nogle af børnenes favoritter.

Billede11Dejlig legeplads, med plads til mange timers aktiviteter.

Ved siden af legepladsen, finder man minigolf, som jo ofte er noget af det som de lidt større børn og voksne kan få meget morskab ud af.

Billede12Minigolf, som kan give mange timers morskab.

I perfekt sammenhæng med legeplads og minigolf, ligger terrassen foran receptionen, her er der gjort meget ud af og lave en hyggelig atmosfære. Terrassen ligger også i fin forbindelse med selskabslokalerne som er beliggende ved siden af receptionen, så her er der rig mulighed for både at sidde ude og ind.

Pladsen er velegnet til træf og andre arrangementer, da der som sagt er både store grønne områder, selskabslokaler og cafe.

Billede13Terrassen lige udenfor receptionen og selskabslokalerne, og i praktisk sammenhæng med legeplads og minigolf.

Vi ved alle at førstehånds indtrykket når vi kommer til en ny plads er vigtig. Her har man på indfaldsvejen en række betonkegler, disse ”tilhører” hver især en fastligger plads. Og det er tydeligt at man går i det, og forsøger og lave noget der er pænt. Og det lykkes i de fleste tilfælde.

Billede14Betonkeglerne langs med indfaldsvejen som byder gæsterne velkommen.

Vi har haft et skønt ophold på pladsen i et skønt september vejr, og selv om det er i efterårssæsonen, så er pladsen skøn og en plads som vi helt sikkert gerne anbefaler til andre og ikke mindst selv agter og besøge igen.

Billede15Campingfatter Michael som med sit væsen er med til at gøre pladsen til det den er.

Billede16Og sådan kan udsigten fra pladsen se ud en flot september aften.

Læs mere på: Ugerløse camping og feriecentret's hjemmeside